At udnytte alle kvadratmeter i et rum kan være en kunst, særligt de små kroge og hjørner. Der findes dog flere kreative løsninger på, hvordan man får mest ud af sin indretning. Vi giver dig 5 gode råd til, hvordan du kan udnytte de små kvadratmeter i alle dine rum.
Barstole/taburetter
Frigiv gulvplads ved at bruge barstole uden ryg og taburetter, i stedet for almindelige stole. Taburetter har nemlig den fordel, at de kan skubbes ind under bordet, når de ikke er i brug, så de fylder mindre på gulvet. Det skaber både mere plads fysisk og visuelt.
Multifunktionelle møbler
Der er ikke noget mere kaotisk for et rum, end hvis det er fyldt ud med alt for mange pladskrævende møbler, der i princippet ikke bliver brugt så meget. Indret dig med multifunktionelle møbler, som er fleksible og har flere funktioner. Det kan f.eks. være en puf, som både kan bruges som fodskammel og siddeplads, eller et lille bord, som både er bord og bakke.
Udnyt vægpladsen
Spar den store klassiske bogreol væk, og udnyt i stedet vægpladsen med hylder eller kasser til alle dine nips ting og bøger. Det kan både give mere luft til rummet, men også skabe en flot personlig udsmykning. Små hylder og kasser er gode til de små vægge, hvor der normal ikke vil kunne være en reol.
Den lille stol i hjørnet
Det er en god ide at købe små møbler, for på den måde opnår man mere fleksibilitet. Vælg en mindre loungestol, så der er god mulighed for at få mest ud af dine kvadratmeter. Her kan du udnytte et ubrugeligt hjørne i soveværelset, og skabe en dejlig hyggekrog, hvor man kan læse en god bog. En mindre loungestol giver også flere muligheder for variation i indretningen, fordi den er let at flytte rundt på.
Udnyt gangarealerne
De fleste af os har oftest brug for lidt mere opbevaringsplads, derfor er det en god ide at udnytte gangarealerne til netop dette formål. Indret dig med et par smalle luftige reolsystemer, som ikke bliver for høje eller kompakte. Så har du ekstra plads til bøger, brugskunst, planter mm.